Artikler (dansk)

Myanmar har fået frihed – men ikke for alle

4. april 2017 | Information

For et år siden trådte fredsikonet Aung San Suu Kyi til som reel leder af Myanmar som kulmination på årtiers kamp for demokrati og frihed. Men de nye friheder er ikke kommet alle til gode, og kritikere giver Aung San Suu Kyi en stor del af skylden for, at overgrebene mod etniske mindretal kun er blevet værre.

YANGON - Foran Dagon Shopping Center i Yangons middelklassekvarter, Sanchaung hænger områdets teenagere ud foran centerets spritnye Kentucky Fried Chicken. En håndfuld drenge lærer hinanden breakdance. Tre teenagepiger iført shorts og korte sommerkjoler sidder på en betonklods.

De rykker sammen for alle at kunne være i billedet på den enes selfie. En gruppe punkere med høje grønne hanekamme og læderjakker går forbi. På den enes ryg står »nazi - fuck off«.

Scenariet ville være utænkeligt for blot ti år siden. Da fandtes ingen vestlige fastfoodkæder, punkkultur – der i generalernes opfattelse opfordrede til oprør – var forbudt, bare kvindeben blev censureret i reklamer og medier, og mobiltelefoner var kun tilgængelige for en ganske lille elite.

Læs here artiklen på Information.dk

 

 

Republikanere i Israel: Trump er 'kosher'

Der vurderes at være over 130.000 amerikanske stemmeberettigede i Israel, og de kan få afgørende betydning for udfaldet af det amerikanske præsidentvalg, mener repræsentanter fra det republikanske parti i Israel.

19. oktober 2016 | dr.dk

- Er du amerikaner – har du stemt? spørger 18-årige Elizer Roseman en forbipasserende.

Han står bag et plastic-bord på gågaden, Jaffa Street, i den vestlige del af Jerusalem. Han er iført en blå trøje med ’Trump' skrevet hen over brystet. På bordet ligger kasketter, T-shirts og plakater med sloganet ’Make America Great Again’.

Det er første gang Roseman kan stemme, og for ham er kandidaternes forhold til Israel afgørende.

- Trumps politik vedrørende Israel er måske den bedste, vi har set nogensinde, siger han.

Roseman er fra Texas og har taget et sabbatår i Israel, hvor han læser på en jødisk religiøs skole, en såkaldt yeshiva. Selvom han er i udlandet, mener han stadig, at det er vigtigt at hjælpe det republikanske parti med at føre valgkampagne – ikke mindst i Israel.

- Her er mange israelsk-amerikanere. Jeg har mødt unge, hvis forældre er amerikanere og andre studerende som jeg selv, siger han.

Læs mere på dr.dk

Forsidehistorie: På flugt til den belejrede by

18. maj 2016 | Information

Borgerkrige og blodige magtkampe har sendt millioner på flugt i Mellemøsten og Nordafrika. Én gruppe mennesker har ikke haft andet valg end at flygte til den belejrede Gazastribe.

BEIT LAHIYA - Syvårige Mohammed tager sin blinde far, Iyad Yousef Shehata, i hånden og fører ham gennem en snæver gyde ind ad en dør og op på førstesalen, hvor hans mor, bedstemor, faster og onkel sidder på madrasser spredt ud over gulvet langs væggene.

Vi er i Beit Lahiya i det nordlige Gaza, og familien er alle palæstinensere, men indtil for få år siden havde de boet hele deres liv i Syrien i flygtningelejren Jaramana. I marts 2013 vurderede Iyad Yousef Shehata, at situationen var for farlig og besluttede, at han måtte få sin familie ud af landet. Men hvorhen?

Mens de arabiske nabolande i stigende grad nægtede at åbne deres døre for palæstinensisk-syriske flygtninge, havde Iyad Yousef Shehata hørt rygter om, at nogle i stedet tog til Gazastriben. For ham var det en anledning til ikke kun at søge i sikkerhed, men også vende tilbage til det land, hans bedsteforældre flygtede fra i 1948.

Familien kom ind i Gaza gennem smuglertunneler fra Egypten, men det blev langt fra den eventyrlige hjemkomst, Iyad Yousef Shehata havde håbet på. Blot et år efter familiens ankomst måtte de igen søge ly fra bomber og eksplosioner under krigen mellem Israel og Gazas Hamas-styre i sommeren 2014.

»Vi flygtede fra Syrien, men befandt os blot i en ny krig,« siger han.

»Børnene var bange, men samtidig så vant til at se krig og elendighed, at du tænker, at det må have ødelagt noget inden i dem.«

Iyad Yousef Shehata fortryder ikke at være taget til det, han ser som sit hjemland. Men han er skuffet over myndighedernes – både Gazas magthavere, Hamas, og det Palæstinensiske Selvstyre – manglende støtte.

»De palæstinensiske politikere taler hele tiden om vores ret til at vende tilbage, men når vi så gør det, er der ingen hjælp at hente,« siger Iyad Yousef Shehata.

I begyndelsen modtog familien en mindre økonomisk assistance fra Hamas-regeringen, og da familien allerede i Syrien var registreret under FN’s agentur for palæstinensiske flygtninge, UNRWA, fik de hjælp til at få børnene i skole og til at leje en bolig. Men efter at krigen i 2014 efterlod mange af Gazas skoler og hospitaler i ruiner, titusinder uden tag over hovedet og hundredtusinder afhængige af nødhjælp, måtte de nye flygtninge som Shehata-familien stille sig bagest i køen.

»Spørg mig ikke, hvordan vi får mad på bordet. Nogle gange nødhjælpsorganisationer, andre gange naboer, men sidst på måneden er der aldrig nok,« siger Iyad Yousef Shehata, der et par måneder efter krigen pludselig mistede synet. Uden adgang til ordentlig lægehjælp, aner han stadig ikke hvorfor.

»Det er Guds vilje,« siger han og trækker på skuldrene.

Familien Shehata er ikke de eneste, der har valgt at tage fra én konfliktzone til en anden.

Læs hele artiklen

Ny lov skal modvirke boykot af israelske bosættelser

3. marts 2016 | Information

Præsident Obama har netop underskrevet en ny handelslov, der midt imellem regler om copyright og børnearbejde gør det ulovligt at boykotte varer fra israelske bosættelser. Obama har ganske vist lovet, at loven ikke gælder for Vestbredden, men den kan alligevel ende med at begrave tostatsløsningen for evigt.

I produktionshallen på fabrikken Lipski går administrerende direktør Yehuda Cohen rundt mellem maskiner og samlebånd. En ung mand pakker sirligt toiletbrætter i brune kasser. I loftet sender en robot hvide plasticstole gennem lokalet og stiller dem i stakke foran en ansat, der sætter klistermærker på.

»Vi har de smukkeste plasticvarer i hele verden, hvis jeg selv skal sige det,« griner Cohen stolt og fortsætter ind i et rum, hvor to mænd er ved at pakke kasser med toiletartikler. På kasserne står der ’produceret i Israel’ på hebraisk.

»Selvfølgelig står der ’produceret i Israel’ – vi er jo i Israel,« siger Cohen.

Men fabrikken ligger ikke i Israel. Faktisk ligger den omkring 15 kilometer inde på den besatte palæstinensiske Vestbred i et større industriområde kaldet Barkan. Barkan blev etableret i 1982 tæt på bosættelsen af samme navn og rummer i dag omkring 120 israelske fabrikker.

Siden Israel i 1967 besatte Vestbredden og Gaza og kort efter begyndte at bygge i disse områder, har FN, EU og adskillige amerikanske regeringer slået fast, at bosættelserne er ulovlige. Alligevel er Barkan blot én af 14 israelske fabriksparker på Vestbredden, hvor der i dag bor over en halv million israelere i bosættelser.

USA har i årevis været leder af et utal af fredsforhandlinger mellem israelere og palæstinensere med målet om at etablere ’to stater for to folkefærd’. Efterhånden som bosættelserne vokser, bliver det dog stadigt sværere at se, hvor den palæstinensiske stat skal ligge. Både demokratiske og republikanske amerikanske regeringer har forsøgt at få Israel til at stoppe med at udvide bosættelserne.

I midten af 1990’erne, efter Oslo-aftalen, der skulle bane vejen for et selvstændigt Palæstina, vedtog Kongressen handelsregler, der slog fast, at varer produceret på Vestbredden eller i Gaza skulle mærkes således og ikke som ’produceret i Israel’. Forkert mærkning indebar en bøde på 10 procent af produktets værdi. I januar i år sendte de amerikanske told- og grænsekontrolmyndigheder et notat rundt, der mindede om at håndhæve de gældende regler.

Den nye handelslov vil muligvis ændre det. Loven gør det ulovligt for både offentlige institutioner og private virksomheder i USA at boykotte Israel såvel som ’israelsk kontrollerede områder’ og sidestiller på den måde for første gang bosættelserne med resten af Israel.

Læs hele artiklen på information.dk

Freden begynder i skolegården

23. februar 2016 | Information

Jødiske og palæstinensiske forældre i den israelske havneby Jaffa vil gøre op med det opdelte skolesystem og stifte deres egen ’fredsskole’. For dem handler blandede børnehaver og skoler ikke om politik, men om at skabe håb for fremtiden for deres børn. Det er svært, selv i en af de mest tolerante dele af Israel.

En gruppe små piger klatrer på et kulørt plastiklegehus på legepladsen til en børnehave i midten af den israelske havneby, Jaffa. Omkring dem lyder hvin, latter og gråd, som det nu hører sig til i enhver almindelig børnehave. Men den er dog ikke helt almindelig. I modsætning til størstedelen af de israelske uddannelsesinstitutioner er der her et lige miks af jødiske og palæstinensiske børn, der leger sammen og lærer hinandens sprog.

Børnehaven hører under organisationen ’Hånd i Hånd’. Udover at være tosproget er Hånd i Hånds institutioner baseret på et mål om at vise lige hensyn til børnenes kulturelle baggrunde. Feriekalenderen dækker både jødiske, kristne og muslimske helligdage, og børnene lærer om de forskellige religiøse højtider og traditioner.

34-årige Asaf Ronel er kommet for at hente sin datter, 4-årige Ruth. Han forklarer, at familien valgte at flytte til Jaffa for få år siden, fordi de havde hørt, at børnehaven var på tegnebrættet. En beslutning de ikke har fortrudt.

»I mange år troede jeg ikke på, at der var en løsning på konflikten mellem israelere og palæstinensere, og jeg var bange for, hvad der ville ske med min familie. Men siden min datter begyndte her i børnehaven, har jeg opdaget, at det er muligt at bo sammen,« siger Ronel.

Han er journalist, så politik er en del af hans hverdag. Og Ronel har desuden haft konflikten tæt inde på livet, da han som ung befandt sig i en bus, da en palæstinensisk selvmordsbomber detonerede en bombe. Heldigvis kom han ikke selv alvorligt til skade. For ham handler kampen for blandede børnehaver og skoler dog ikke om politik, men om håb om en fremtid for sine børn.

Det offentlige israelske skolesystem er opdelt i skoler for ortodokse jøder, for sekulære jøder og for palæstinensiske kristne og muslimer. Hånd i Hånd-skolerne forsøger at etablere en fjerde mulighed, hvor børnene ikke opdeles efter etnisk baggrund.

Journalistformand i Israel: »Forfærdelig stemning mod udenlandsk presse«

23. februar 2016 | Journalisten 

Trusler om at annullere pressekort, en nedgørende Youtube-video, vold og overgreb mod journalister. Det er ikke beskrivelsen af et autoritært diktatur, men Israel. Formand for den internationale presseklub mener, landet driver »heksejagt« mod internationale journalister. Udenrigsministeriet afviser.

Der gik ikke mange minutter, fra en af USA’s mest anerkendte mellemøstkorrespondenter - William Booth er chef for Washington Posts kontor i Israel - blev tilbageholdt i Jerusalem, til nyheden nåede hele verden.

Amerikanske Newsweek bemærkede, at episoden kom præcis en måned efter, at en anden Washington Post-journalist var blevet løsladt i Iran.

Israel bliver sjældent sat i bås med autoritære regimer som Iran, men de seneste måneder har den internationale presseklub Foreign Press Association (FPA) kritiseret de israelske myndigheder for at gå hårdhændet til værks mod udenlandske journalister.

»Der er en forfærdelig stemning mod udenlandsk presse, og det er meget bekymrende,« siger Luke Baker, formand for FPA, til Journalisten.

Pressefjendtlig stemning fra politisk top

Israelsk politi har via en talskvinde oplyst, at en William Booth blev tilbageholdt, fordi en forbipasserende anklagede ham og en fotograf for at provokere unge palæstinensere til voldelige optøjer uden for den gamle by i Jerusalem. Begge blev taget med på stationen, men løsladt under en time senere, hvorefter det israelske pressekontor beklagede episoden, som de kaldte ”sandsynligvis resultatet af en misforståelse”.

Luke Baker mener dog, at episoden er et symptom på, at israelsk politi og militær i stigende grad mener, det er i orden at chikanere journalister.

Ifølge Baker kommer denne stemning ikke mindst fra den øverste politiske top. Sidste år offentliggjorde det israelske udenrigsministerium en hånende tegnefilm på Youtube, hvor en blond TV-rapporter med amerikansk accent tegner et rosenrødt billede af Hamas-regeringen i Gaza, mens maskerede mænd affyrer raketter bag ham.

Læs hele artiklen på journalisten.dk

Et forventet farvel til en utrættelig fredsaktivist

28. okt., 2015 | Information

Hashem Azzeh var blandt de sidste palæstinensere, der trods chikane fra israelske soldater og bosættere insisterede på at blive i den israelskkontrollerede del af Hebron på Vestbredden. En aktivist, hvis insisteren på fred endte med at koste ham livet. Tragisk kvalt af israelsk tåregas

Efterhånden som antallet af dræbte palæstinensere er over steget 50 på blot en måned, forsvinder mange navne og ansigter i mængden uden for mediernes søgelys. Den 54-årige Hashem Azzehs død sidste uge var ikke blandt overskrifterne på hverken danske eller internationale aviser, tv-kanaler og tidsskrifter. Men på sociale medier verden over gik hans død langt fra ubemærket hen.

Læs hele artiklen

Palæstinensiske unge: ’Enten lever du i frihed eller også lever du ikke’

17. okt. 2015 | Information

Den såkaldte ’Oslo-generation’, der er født under eller efter Oslo-aftalen fra 1993, skulle bane vejen for en varig fredsaftale og en palæstinensisk stat. 20 år senere har de unge palæstinensere i stedet kastet sig ud i et spontant oprør af tilfældige knivangreb på israelsk politi og civile. Tilsyneladende har de mistet håbet

17. okt 2015 - forsideartikel.jpg

Uden for FN’s pigeskole i flygtningelejren i Qalandia, en forstad til Jerusalem, samles drenge fra området. De mindste er stadig iført blå T-shirts, der udgør den lokale skoleuniform. De større drenge ryger, joker og drikker sort arabisk kaffe. Stemningen er spændt og afventende som middagsbønnen går i gang i en nærliggende moske.

Dæk i vejsiden, afbrændte containere og sten spredt overalt vidner om, hvad der er sket dagene forinden, og hvad der skal til at ske.

»Det er en demonstration mod, hvad der foregår ved Al Aqsa moskeen og drabene på palæstinensiske unge,« siger 14-årige Issa Masri og henviser til den udbredte opfattelse blandt palæstinensere om, at israelske national-religiøse grupper har planer om at overtage ét af muslimernes største helligdomme, Haram Al-Sharif, der huser Al Aqsa moskeen, og betegnes af jøder som Tempelpladsen.

Maarouf dokumenterer overgreb i Syrien: 'Man vænner sig til, at familien dør'

26. august 2015 | dr.dk

Syrisk flygtning trawler internettet for vidneudsagn om krigens forbrydelser.

Maarouf Touameh med et foto fra angrebet i Douma. FOTO: Lena Odgaard

Maarouf Touameh med et foto fra angrebet i Douma. FOTO: Lena Odgaard

I Syrien har den oprørskontrollerede forstad til Damaskus været under flere hårde angreb fra Assad-regeringen i den forgangne uge.
Angrebene kostede ifølge Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder over 100 mennesker livet, og blandt dem er mange kvinder og børn, da ét af målene var en markedsplads fyldt med handlende.

Angrebene er blot de seneste i den over fire år lange blodige konflikt, og mange er holdt op med at tælle antallet af dræbte civile og andre brud på menneskerettighederne. Men ikke alle.

Fra Amman i Jordan følger den 35-årige syriske flygtning, Maarouf Touameh, situationen tæt.

Læs hele artiklen

Hør radioindslaget fra P1 Radioavisen

Et år efter krigen i Gaza: Palæstinensiske unge har mistet håbet for fremtiden

7. juli 2015 | dr.dk

Store dele af Gaza ligger stadig i ruiner, og sidste års krig præger især de unge.

I landsbyen Johor Al-Deik i Gaza tæt på grænsen til Israel terper 18-årige Inas Abu Issa årstal og navne inden sin afsluttede studentereksamen, den såkaldte ’tawjihi’, i historie. Klokken er syv om morgenen, og hun er stået tidligt op for at udnytte morgensolen, for der er kun elektricitet få timer om dagen.

- Tawjihi er en vigtig fase i mit liv, fordi det vil afgøre, om jeg kan komme på universitet, siger Inas og forklarer, at hun drømmer om at være blandt de dygtigste elever i Gazastriben, så hun kan rejse og måske læse i udlandet.

- Jeg har mange drømme, men situationen er vanskelig, siger hun.

Inas sidder på en madras i et skur af blikvægge og en presenning som tag. Her bor hun med otte familiemedlemmer efter deres hus blev bombet under krigen sidste år. Deres hus var ét af omkring 18.000 hjem, der blev ødelagt, hvilket efterlod cirka 108.000 af Gazas befolkning på 1.8 millioner hjemløse.

Læs hele artiklen

Hør radio indslag fra P1

Kunst-vandring puster nyt liv i Jerusalems glemte kulturskatte

1. juni, 2015 | CKU

I Jerusalem bruger det palæstinensiske galleri, Al Hoash, nærmiljøet som udstillingsrum. Under byvandring bestående af interaktive kunstudstillinger belyser lokale og danske kunstnere oversete kulturperler i en by, hvor både palæstinensisk kunst og kulturarv er under pres.

Palæstinensisk dreng bliver malet i ansigtet i Karm Al Khalili parken i Østjerusalem som en del af den alternative byvandring.

Palæstinensisk dreng bliver malet i ansigtet i Karm Al Khalili parken i Østjerusalem som en del af den alternative byvandring.

For 25-årige Majd Amoury, fra Jerusalem var det første gang hun udstilledeet værki sin hjemby. Den palæstinensiske kunstner havde kastet sin kærlighed på et trehundredår gammelt frugttræ i gården af lokalcentret Abna Alquds – Jerusalems Sønner – i den Gamle By.

”Træet har stor værdi for de lokale. Generationer har samledes her. Når kærestepar ikke kunne mødes offentligt, fordi det ikke er kulturelt accepteret, har de mødtes her. Og små drenge har siddet på grenene,” forklarede hun.

Frugttræet var femte stop på den alternative byvandring, arrangeret af det palæstinensiske galleri, Al Hoash, og Jerusalem Tourism Cluster, som er en non-profit organisation, der arbejder for at fremme turisme i Østjerusalem. Og Majd Amoury havde indhyllet træet i kulørt garn for, bogstaveligt talt, at forbinde det gamle med det nye.

Med sine  forårsgrønne blade kastede træet skygge over en gruppe ældre palæstinensiske kvinder iklædt traditionelle broderede kjoler, som sad i en rundkreds og snakkede.

Jerusalem fra anderledes vinkel
Med værket ønskede Majd Amoury at lede Jerusalems palæstinensiske beboeres opmærksomhed mod glemte historiske steder og stedernes skønhed.

”En væsentlig udfordring her er, at det ikke er udbredt at interessere sig for kunst. Det er som om, folk føler, de har nok bekymringer, og kulturelle ting kommer i sidste række efter at sørge for mad, uddannelse og sikkerhed for deres børn,” sagde hun.

Maid Amourys farverige garntræ var blot ét af en række værker og forestillinger i den alternative byvandring i den Gamle By og det omkringliggende område. Under navnet ’RE/viewing Jerusalem’ og sloganet ’opdag byen fra en anderledes vinkel’ startede turen i Al Hoashs  gamle bygning fra 1930’erne med buede vinduer og lysegule stenvægge. Her bød kurator, Alia Rayyan velkommen og forklarede, at hensigten med den såkaldte ’art walk’ var at gøre særligt palæstinenserne i nærmiljøet opmærksomme på områdets historiske og kulturelle skatte.

Fra Østjerusalems handelsnerve, Al Zahra gaden, vandrede deltagerne gennem eftermiddagstravle og småkaotiske veje til en lille park, Karm Al Khalili, hvor børn fra nærområdet spillede musik på spande og koste, mens spejle i træerne reflekterede dagens sidste solstråler. Selvom parken er én af meget få grønne arealer i Østjerusalem, er den ofte næsten tom efter  af  af at have været samlingssted for lokale kriminelle. Det er den slags fordomme, byvandringen ønsker at gøre op med.

Støttet af CKU og British Council er den alternative byvandring led i et større EU-finansieret projekt med målsætning om at øge turismen i de palæstinensiske dele af den Gamle By og Al Zahra gaden gennem aktiviteter inden for kunst og kultur.

Palæstinensisk synlighed i gadebilledet
For Alia Rayyan, handler det dog i lige så høj grad om at få områdets lokalbefolkning til igen at blive en synlig del af gadebilledet.

”Det er meget vigtigt for særligt palæstinensere i Jerusalem, fordi vi mere eller mindre er udelukket fra det offentlige rum,” sagde hun.

Opførelsen af den israelske separationsbarriere i 2002 adskilte ikke blot Jerusalem fra resten af Vestbredden, men brød også relationerne mellem byens palæstinensiske befolkning og deres landsmænd og gjorde det umuligt for de knap tre millioner palæstinensere på Vestbredden at tage del i Jerusalems kunst- og kulturliv.

Ifølge Alia Rayyan har barrieren og den politiske situation isoleret den palæstinensiske befolkning. Ikke blot geografisk, men også socialt og kulturelt.

Østjerusalem blev annekteret af Israel i 1967, og der bor i dag omkring 200.000 israelere i primært-jødiske bosættelser, der anses som ulovlige af det internationale samfund. Ifølge tal fra FN bor der i dag omkring 300.000 palæstinensere i Østjerusalem, men blot 13 procent af området er allokeret til palæstinensisk bebyggelse, hvoraf der allerede er bygget på det meste. Og blandt de områder, der er afsat til offentlige arealer, er kun en brøkdel reelt tilgængelige for palæstinenserne.

Den manglende udvikling i de palæstinensiske dele af Jerusalem samt israelske restriktioner mod lokalbefolkningen gør, at mange føler sig fremmedgjorte i deres egen by, forklarede Alia Rayyan.

Projektet er inspireret af ’rebel architecture’, en blanding af gadekunst og aktivisme, som har til hensigt at opfordre kunstnere og folk i lokalområdet til at tænke over, hvordan de med begrænsede midler kan puste liv i lokalområdet.

”Det handler om at se, hvilke materialer jeg har omkring mig, og hvad jeg kan gøre med dem under de givne forhold,” sagde hun og forklarede, at hun havde fundet masser af inspiration gennem samarbejdet med et hold af danske kunstnere fra gruppen Bureau Detours.

’Relax bazar’
De danske kunstnere havde fået til opgave at lave sidste stop på turen i hjertet af den Gamle By i det såkaldte ’Souk Al Bazar’ – Al Bazar markedet, der kan dateres tilbage til år 1187. Deres installation var inspireret af deres personlige indtryk fra arkitekturen i den Gamle By og ikke mindst gadekøkkenerne.

“Først gik vi rundt i byen og så, hvad fangede vores opmærksomhed. Der var den her syltede broccoli, som er helt pink, og dørene som er lyseblå. Og alt tager udgangspunkt i de klassiske buer, man ser rundt i byen,” fortalte Loui Salinas fra Bureau Detours.

De tykke vægge i det kølige mørke rum med hvælvede lofter lukkede støjen fra markedsgaderne ude. Den lille indendørs markedsplads har været lukket siden den første intifada i slutningen af 1980’erne, og de danske kunstnere ønskede at understrege stilheden og roen i rummet, der havde ligget i dvale i over 20 år.

”Det skal være en ’relax bazar’, hvor man kan falde tilbage og reflektere over, hvordan byen er, for den er helt kaotisk,” tilføjede en anden af Bureau Detours’ medlemmer Kim Borch

”Der er kamp om alle steder og alle rum i denne by. Der er ikke så mange steder, man kan slappe af. Jeg håber, at det bliver muligt for folk at bruge dette her rum fremover.”

Byvandringerne fortsætter frem til 13. juni, hvorefter Al Hoash galleriet planlægger nye ruter med nye udstillinger og forestillinger.

Læs hele artiklen

Dansk-palæstinensere tilbage i ødelagt by for at få en undskyldning

15. maj, 2015 | dr.dk

Jøder undskylder at have givet penge til en park på ruinerne af en palæstinensisk landsby.

Shereen Usdin foran skilt i den såkaldte 'sydafrikanske skov', etableret på ruinerne af den palæstinensiske landsby, Lubya. Foto: Lena Ogdaard

Shereen Usdin foran skilt i den såkaldte 'sydafrikanske skov', etableret på ruinerne af den palæstinensiske landsby, Lubya. Foto: Lena Ogdaard

- Vi vidste ikke, at da vi donerede penge i en lille blå kasse, ville de blive brugt til at dække over Lubya, siger Shereen Usdin.

Usdin og en lille gruppe sydafrikanske jøder havde taget hele vejen til det nordlige Israel, til den "Sydafrikanske Skov". De kom for at sige undskyld, fordi skoven, der er plantet i deres navn, ligger på ruinerne af den palæstinensiske landsby, Lubya.

- Vi er kommet for at anerkende, at i forbindelse med "Nakba" blev hundredevis af landsbyer ødelagt, land blev frarøvet og hundredetusindvis af folk blev fordrevet, siger Usdin:

- Lubya er bare en af de landsbyer, men her i den Sydafrikanske Skov, under disse træer, føler vi os direkte implicerede.

Læs hele artiklen på dr.dk

»Jeg vil bevise, at unge kvinder kan forandre samfundet«

2. april 2015 | Mellemfolkeligt Samvirke

Konstant besættelse, defekt demokrati og konservativt kvindesyn: Man løber nemt panden mod en mur, hvis man er kvindelig forkæmper for forandring i Palæstina. Her kan du møde to kvinder, der nægter at dukke nakken.

Wardeh Al-Rajoob ved ActionAids kontor i Hebron

Wardeh Al-Rajoob ved ActionAids kontor i Hebron

Bag rækker af butiksfacader og falafelrestauranter, strøet tæt langs én af hovedgaderne i den palæstinensiske storby Hebron, ligger ActionAid’s kontor. I gården blæser de hvide blade af de netop udsprungne mandeltræer, men selvom der er lunt udenfor, holder de tykke, hvide mursten, der er kendetegnende for palæstinensiske huse, effektivt forårssolens stråler ude. 23-årige Wardeh Al-Rajoob har derfor sat sig ved en gasvarmer i et af husets kontorer.

Wardeh er fra landsbyen Al-Kom uden for Hebron. Her er hun politisk aktiv i en lille ungdomsgruppe, bestående primært af kvinder, som står bag en kampagne under sloganet ’Jeg har ret til at drikke vand’.

”Der er 3500 indbyggere i Al-Kom, men folk har ikke lige adgang til vand. Målet er at sikre lige fordeling af vandressourcer og retfærdighed på lokalplan,” siger den 23-årige palæstinensiske kvinde.

Læs hele artiklen på ms.dk

Arab Idol: Palæstinensere i sangkonkurrence til forhør i Israel

7. nov. 2014 | dr.dk

To sangere er blevet forhørt af Israels efterretningstjeneste, efter de har deltaget i Arab Idol i en "fjendtlig stat".

Arab Idol: Manal Mousa Palestinian Singer

Manal Mousa og Haitham Khalaily er blandt de ni finalister i dette års Arab Idol - ét af de største underholdningsprogrammer i Mellemøsten, der ses af op mod 100 millioner regionen over.

Men det er ikke kun deres stemmer, der har gjort dem berømte. I scenens spotlys og iført en traditionel palæstinensisk sort kjole med røde broderier og et matchende hårbånd med mønter, der hænger ned i panden, sang Manal Mousa en palæstinensisk nationalsang. Og dét til dommerpanelets begejstring.

- Jeg hylder palæstinenseren i dig, sagde den libanesiske popsanger, Wael Kfoury mens den 25-årige Manals øjne blev blanke af tårer.

Læs hele artiklen på dr.dk

Lidegaard: Europa tror ikke på at Israel vil fred

4. november 2014 | dr.dk

Den danske udenrigsminister afsluttede i dag sit besøg i Israel efter 'klare' udmeldinger til sine israelske politikerkollegaer.

Den danske udenrigsminister, Martin Lidegaard, sammen med sin israelske kollega, Avigdor Lieberman i Jerusalem. Foto: Lena Odgaard

Den danske udenrigsminister, Martin Lidegaard, sammen med sin israelske kollega, Avigdor Lieberman i Jerusalem. Foto: Lena Odgaard

De europæiske lande er ved at miste troen på, at Israel ønsker at slutte fred med palæstinenserne.

Sådan lød det fra den danske udenrigsminister, Martin Lidegaard, der tirsdag afsluttede sit besøg i Israel.

- Mit budskab er, at hvis det fortsætter på denne måde, så tror jeg, at Europa og Europas befolkninger kommer til at reagere, sagde Lidegaard under et pressemøde på hotellet King David i Jerusalem.

Han vurderede, at der allerede nu er et skifte i, hvordan danskerne og europæerne ser på Israel.

- Kombinationen af Gaza med nye bosættelser har skabt en ny kritik af Israel. Det er tydeligt for enhver og er forståeligt, fordi det er svært at se Israels vilje til fred. Det har jeg sagt lige så klart til alle de israelere, jeg har mødt, som jeg siger til jer nu. Også at det jo først og fremmest er Israels problem.

Læs hele artiklen på dr.dk

Vejen til fred handler om penge

3. april 2014 | Verdensnyt.dk (oprindeligt udgivet på spansk for esglobal.org - 'Por que el camino a la paz es una cuestion de dinero')

Skuespilleren Scarlett Johanssons nu famøse SuperBowl reklame tilføjede ikke kun gas til hendes hjemmebryggede sodavand men også til den internationale aktivistbevægelse, der kæmper for boykot og sanktioner mod Israel.

'Sorry, Coke & Pepsi' is the uncensored version of SodaStream's commercial for the Big Game 2014. Watch as Scarlett Johansson shows us how to save the world with a soda that's better-for-you and all of us. Less sugar, less bottles.

Den blonde skønhed fik budskabet i mainstream medier verden over, da hun forsøgte at brande SodaStreams bobler – en virksomhed, der har en fabrik i en israelsk bosættelse på Vestbredden – som en måde at “redde verden”.

Det blev latterliggjort af kritikere, der pegede på de forfærdelige levevilkår for fabrikkens palæstinensiske naboer, der næsten ikke har adgang til vand. Og da skuespillerens reklame blev lanceret på et tidspunkt, hvor ledende europæiske investeringsagenturer brød deres bånd til israelske virksomheder med filialer i bosættelserne gav det ekstra spotligt på vigtigheden af enge i de igangværende forhandlinger om en to-statsløsning.

Læs hele artiklen

2-årsdag for oprøret i Bahrain

14. februar 2013 | RÆSON

To år efter at hundrede tusindvis af mennesker gik på gaden for at kræve politiske reformer af styret i Bahrain, er situationen næsten uændret. Men selvom regimet har formået at skabe et billede af ro, ulmer oprøret stadig under overfladen, og de seneste to uger har været præget af daglige demonstrationer.

REPORTAGE af Lena Odgaard, Bahrain

Søndag gik fem oppositionspartier for første gang i 18 måneder med til at mødes til dialog med repræsentanter fra regeringens støttepartier og parlamentet. De var indkaldt til mødet af kongen selv, men hverken han eller regeringen vil deltage direkte. Indtil videre er deltagerne på mødet kun blevet enige om at holde to ugentlige møder og at kalde det “dialog fremfor forhandlinger”. De deltagende oppositionspartier er stadig skeptiske, mens andre helt er imod møderne. Samtidig har det ikke dulmet demonstrationerne i de shiitiske kvarterer, der tværtimod er eskaleret denne uge. Det er derfor stadig usikkert om dialogmøderne vil have nogen egentlig betydning i forhold til at lappe det mildest talt anspændte forhold mellem den Sunni-ledede regering og demonstranterne.

I Bahrains hovedstad Manama sidder kvinder i lange sorte abayer eller jeans på cafeer, hvor de nyder den tidlige forårssol og kigger på deres børn, der leger. Bybilledets høje, moderne kontorbygninger og vestlige shopping malls afslører ikke, at vi befinder os i et land under oprør. Dét gør til gængæld den regeringsfjendske graffiti på murerne, det voldsomme antal pansrede politibiler, der holder omkring vejene ind til de Shia-muslimske kvarterer, og ikke mindst de sorte røgskyer, der rejser sig fra brændende dæk antændt af unge drenge for at stoppe eftermiddagstrafikken.

I sin store, hvide SUV bander journalist Abdulla Al-Mannai over trafikproppen. Al-Mannai er medlem af regimets mere eller mindre uafhængige Bahrain Press Club og skriver politiske klummer i landets største avis, Akhbar Al-Khaleej. Han har fulgt oprøret tæt. Selvom han ikke skjuler sin støtte til styret, fortæller han, at han godt kunne følge demonstranternes krav om politiske reformer i begyndelsen.

”Jeg var helt overvældet over, at sådan noget kunne ske i mit eget land,” siger han begejstret og fortæller, hvordan han under oprøret ville komme gennemblødt af sved og tårer tilbage til redaktionen efter at have været fanget mellem demonstranter og sikkerhedsstyrkernes tåregas. Men nu har situationen ændret sig, siger han, og klager over, hvordan vejene bliver ødelagt af de brændende dæk, og graffitien skæmmer de tidligere så pæne og rene bydele. Hans sympati med oprørerne endte endeligt, da hans bil med kone og lille datter næsten blev ramt af en molotovcocktail.

”Ærligt talt, vi er ikke klar til demokrati,” siger han og forklarer, at samfundet stadig bygger på en hierarkisk stammestruktur og traditionelle kønsrollemønstre. Han frygter derfor, at demokrati vil føre til et konservativt islamistisk styre. ”Det tog Vesten hundreder af år og to verdenskrige at indføre demokrati. Du er nødt til at starte med at ændre opfattelser og skabe forståelse af demokrati.”

Bahrains to ansigter

Så snart politiet har slukket ilden i dækkene og ryddet dem af vejen, glider karavaner af dyre BMW’er, Mercedeser og sportsvogne igen problemfrit afsted på motorvejene. Men inde i kvarteret, Sitra, ser gadebilledet anderledes ud.

Langs vejene ligger sten, træstammer og skraldecontainere, der hurtigt kan bæres ud på vejen og spærre for politi eller sikkerhedsstyrker. Her er graffitien på murene ikke malet over. De kalder på frihed eller regimets fald, og malerier hylder dræbte eller fængslede demonstranter.

Det er det Bahrain, Khalid Marhoon og Hisham Al-Sabbagh fra oppositionspartiet, Amal, kender bedst. De har stiftet tæt bekendtskab med bagsiden af det billede, regimet gerne vil vise omverdenen. Marhoon tilbragte 40 dage i fængsel i tiden efter oprøret og har stadig mærker på ryggen efter tortur, fortæller han.

Partiets talsmand, Al-Sabbagh, mener, dialog er håbløst. De ledere, der skulle tale for dem, sidder i fængsel, og der hidtil ikke har været nævneværdige eksempler på indrømmelser fra regimets side.

”Regeringen skal forstå, at det ikke kvæler oppositionen. Lederne er en del af løsningen. Oppositionen er delt, fordi der er pres fra især USA (hvis flådebase ligger i Bahrain, red.) om at finde en løsning. Vi har lagt mærke til, at der er en slags fred i gaderne, men det betyder ikke, at problemerne er løst.”

Amal er set som et mere radikalt oppositionsparti på grund af gruppens islamistiske ideologi. Men Marhoon og Al-Sabbagh fastholder, at oprøret ikke drejer sig om religion, men om politik.

Så sent som i sidste uge beskyldte Da regeringens talsmand, Samira Rajab, i sidste uge talte med det franske nyhedsbureau, AFP, beskyldte han oppositionen for at være ”knyttet til en udenlandsk dagsorden”. Henvisning var til det iranske, shiitiske præstestyre. Marhoon benægter anklagerne og fastslår, at hans ”loyalitet er mod det land, hans far, mor og bedsteforældre er fra.” Men han siger samtidig, at styreformen bør være folkets valg.

Den uafhængige Bahrain Independent Commission Inquiry, der i 2011 blev bestilt af kongen efter international pres, har heller ikke fundet dokumentation på iransk indblanding i det bahrainske oprør. Men opfattelsen er stadig almindelig blandt særligt den sunni-muslimske overklasse.

Oprør skabte sekterisk splid

Der findes ingen officielle tal for sekterisk tilhørsforhold. Men det formodes, at omkring to tredjedele af landets statsborgere er Shia-muslimer – ikke medregnet landets udlændinge, som udgør knap halvdelen af Bahrains godt en million indbyggere.
Lars Erslev Andersen, seniorforsker ved Dansk Institut ved Internationale Studier, var i Bahrain under oprøret og har siden fulgt udviklingen nøje. Han betegner Bahrains oprør som det forholdsmæssigt største i de arabiske lande, fordi cirka en fjerdedel af befolkningen tog del i protesterne.

Han fortæller, at oprøret var ledt an af Shia-muslimer, der protesterede mod årevis af systematisk diskrimination. Men det unikke var sammenholdet på tværs af politiske fraktioner fra kommunister til islamister, fra konservative til liberale og også mange Sunni-muslimer.
Andersen mindes ”vi er brødre”-slogans fra oprørets start, men har siden set de sekteriske skel blive fremprovokeret af konflikten.
Ifølge Andersen ønsker regeringen at puste til ilden mellem de to muslimske grupperinger.

”Det er min vurdering, at en stor del af befolkningen vil have reformer. Men der er grupperinger, der er nervøse. De virkelige tabere er de Sunni-muslimer, der har privilegier i forhold til boliger og jobs.” Han vurderer, at der er folk, der foretrækker fred og ro og er irriterede over at sidde i kø til og fra arbejde. Men at flertallet trods alt foretrækker reformer og ved, at der først for alvor kommer ro, når de er gennemført. ”Regeringen vil gerne have det til at se ud som om, at de har styr på tingene. De vil vise udadtil, at der er sikkerhed i forhold til turisme og investeringer. Men sandheden er, at situationen er gået i stå,” siger han.

Om de netop påbegyndte dialogmøder kan løsne den politiske hårdknude, er endnu uvist. På gaden bliver afbrændinger af dæk og molotovcocktails hyppigere i takt med, at frustrationerne vokser. Og hvis ikke der sker noget nu, er det ikke sikkert, at styret vil kunne bevare glansbilledet fremover.

 

Lena Odgaard er dansk freelance journalist i Mellemøsten. Hun er netop hjemvendt fra Bahrain på en tur arrangeret af den bahrainske organisation, the Good Word Society, der blev støttet af statsejede virksomheder og offentlige institutioner.

Maria fra Silkeborg i palæstinensisk flygtningelejr

25. maj 2012 | Midtjyllands Avis

I to måneder opholdt Maria Riemenschneider fra Silkeborg sig i den palæstinensiske flygtningelejrs Dheishehs snævre labyrint- agtige gader og anspændte hverdag

Drevet af en interesse for at vide mere om Mellemøstens måske mest komplicerede og dominerende konflikt, pakkede 22-årige Maria Juul Riemenschneider fra Silkeborg tidligere på året sin kuffert og satte kursen mod Dheisheh-lejren ved Betlehem på Vestbredden. Og det syn, der mødte den blonde pige fra Silkeborg var ikke, som hun havde forventet af en ‘flygtningelejr’.

“I Palæstina er flygtninge- lejre noget helt andet end de teltlejre, man ser i fjernsynet fra for eksempel Afrika,” fortæller Maria.

2012-05.25 - Maria fra Silkeborg i Palistinænsisk flygtningelejr.jpg

Dansk lærer midt i Palæstina-konflikten

20. marts 2012 | folkeskolen.dk

I sit klasseværelse i Ramallah på Vestbredden underviser den danske lærer Betina Hvims palæstinensiske børn i engelsk. Her konfronteres hun dagligt med det at undervise i et konfliktområde og et konservativt, religiøst samfund. Men forskelle i undervisningsmetoder er den største forhindring.

Gaderne ligger øde hen, da den blonde, danske Betina Hvims  tidligt lørdag morgen går de få hundrede meter fra sit hjem til  arbejdspladsen, den græskkatolske skole i Ramallahs kristne kvarter. Hun er gårdvagt denne uge, så hun møder lidt over syv, men solen skinner, og skolegården er allerede fuld af liv. Overalt ligger kulørte skoletasker smidt på jorden, og en stor gruppe seks- til otteårige piger og drenge leger fangeleg.

Læs hele artiklen