21. mar. 2014 | DR - P1 Morgen
I aften vil over 1 million danskere se med, når Henriette, Lucy, Pernille og 'Anthony Jasmin' dyster i semifinalen i X-Factor. Det er mange seere - men dog ikke noget at regne i forhold til de 100 millioner, der så med, da Mellemøstens pendant til X-Factor, Arab Idol, sidste sommer blev vundet af den unge palæstinenser, Mohammad Assaf. I denne uge var han så i Ramallah på Vestbredden for at støtte hundredvis af håbefulde palæstinensiske sangere, da der for første gang blev afholdt udtagelse til det arabiske talentshow i de palæstinensiske selvstyreområder. Og for de unge fremmødte handlede det om langt mere end at blive berømte.